Ørestad strækker sin lange tunge ud langs metrolinjen, væk fra byens smalle gader og tætte trafik, over vindblæste boulevarder til store boligbyggerier, massive kontorbygninger og nordens største shoppingcenter. Her er det meste rum mellemrum, eller som Ørestadsselskabet skriver: ”I Ørestad bliver der plads til byggeri, der på grund af sin størrelse, karakter eller omfang ikke ville kunne indpasses i Københavns eksisterende kvarterer.”[1]. På tungens spids ligger 8-tallet. En bygning der rejser sig udfra en tydelig arkitektonisk vilje og lander som et sidste monument over 00ernes byggeboom. Bestiges bygningens granitstier med mønstre som ved strandende i Rio, kan man fra toppen på en klar dag knibe øjnene sammen og se tilbage i tid og rum ind mod byen over hoteller, kontorer og lejlighedskomplekser til det punkt hvor byggeboblen brast.
I projekter så omfattende som 8-tallet er der selvfølgelig en masse forskellige personer, firmaer og lignende involveret fra første idé til bygningen står færdig. Derfor opstår der naturligt nok en række interessekonflikter og forskelle i midler og målsætninger. Disse forhold kan man samlet kalde kontroverser – ikke forstået som store konflikter, men større eller mindre forhold om hvilke man har været enige om at være uenige. Intentionen med denne hjemmeside eller blog er at kortlægge de involverede aktørers virke og herunder at undersøge disse kontroverser, hvis de findes undervejs. Her tages undgangspunkt i aktør-netværk-teorien, ifølge hvilken alle aktører er forbundne i et netværk. I denne analyseform kan man således starte et hvilket som helst sted og arbejde sig udad mod et slags overblik i undersøgelsen af projektets tilblivelse. En aktør er her ikke blot forstået som de gængse samarbejdspartnere, arkitekter, ingeniører og lignende, men i bredere perspektiv som enhver kraft med evnen til at forandre projektet.
Men hovedaktørerne i dette tilfælde er naturligvis tegnestuen BIG, ingeniørselskabet Moe & Brødsgaard samt projektudvikleren Høpfner. De tre har tidligere arbejdet sammen på VM-huset og –Bjerget og har således rundet en fælles Ørestadstrilogi af med 8-tallet. Som det fremgår i de to interviews, har der langt hen af vejen været stor enighed omkring mål og midler mellem dem –eller som arkitekten siger: ”på den måde kendte vi hinanden og dermed har vi organistionsform, som gør at vi stoler på hinanden … vi har kendt de vigstigste aktører helt fra starten og det har været afgørende”[2]. På den måde kan man måske sige, at samarbejdet i sig selv har været en aktør, som har været med til at drive projektet frem.
Når det er sagt, har der selvfølgelig været mindre kontroverser i spil. Eksemplevis ligger der meget arbejde i at få arkitektoniske målsætninger til at mødes med økonomiske. Ifølge aktør-netværk-teorien er en god arkitekt, en arkitekt som formår at sammenbinde alle relevante dele af netværket[3], som Ole Elkjær-Larsen siger: ”Vi skal samle holdet, også rent åndsmæssigt”.[4]
Netop økonomien har her, som i alle byggerier, spillet en stor rolle. 8-tallet er som nævnt et af de sidste rigtig store boligbyggerier inden finanskrisen indtraf. Bygherren stod til sidst med et stort underskud og derfor er ikke alt blevet som arkitekten ville. Det dyre fællesrum i midten af bygningen fik BIG bygherren til at se vigtigheden i, men det planlagte tårn blev skrottet da krisen kom. Hermed sparedes 50 millioner på budgettet. Derudover blev nogle materialer og detaljer ikke som håbet, hvilket også er emnet for en del debat omkring bygningen, da det meget direkte berører brugere og beboere i huset. Arkitekten fremhæver her især tre ting: beslag til altanerne, ovenlyset og havevæggene. Der ”manglede der et løft, som ville gøre det til et bedre projekt og det kan man blive gal eller ærgerlig over, men på den anden side, når jeg går rundt derude er jeg sgu glad for projektet og det er vi alle sammen”[5], siger han. Finanskrisen er ikke til at komme udenom som en magtfuld aktør i projektets senere fase.
Et forhold man kan undre sig over når man besøger bygningen er dets forhold til konteksten. Hvordan forholder man sig til et sted som Ørestad Syd, der ikke er meget andet end en bar mark? ”Hvor intet andet er, er alt muligt”[6] siger Bjarke Ingels og antyder at de har set på konteksten som værende ikke-eksisterende, som et tomt mulighedsfelt. Måske ligger der da en arkitektonisk kontrovers i hensigten om at skabe en mangfoldighed i tomheden. Et offentligt hus med masser af liv eller en ensom monolit i den vindblæste Ørestadsørken. Hvordan det lykkes vil vise sig senere for projektets liv som hus er lige startet og beboere er begyndt at fylde det endnu 4/5 tomme hus. Denne undersøgelse er i sin natur fragmentarisk og kunne i princippet udvides gennem netværket, derfor er alle kommentarer og tilføjelser på bloggen meget velkomne.
[2] Se interview med arkitekten
[3] Nielsen, Søren: Lecture: ANT and architectural sketching processes, s. 12
[4] Se interview med arkitekten
[5] Se interview med arkitekten
t58t 