Interview med arkitekten

Interview med Ole Elkjær-Larsen, BIG – Nørrebro 29/11-2010

Ole Elkjær-Larsen om:

Kontroverser

Om at arbejde med 8-tallet

OEL: Ole Elkjær-Larsen

JB: Jakob Bargmann

MH: Mats Håkansson

JB: Som nævnt tidligere, er vi med inteviewet interesseret i at undersøge, selvfølgelig 8-tallet som arkitektonisk værk, men i højere grad hvordan det er blevet til. Særlige strategier, organisationsformer og samarbejde mellem de involverede aktører. En slags kortlæggelse af jeres virke som arkitekter med udgangspunkt i idéer fra aktør-netværks-teorien og vægten lagt på kontroverser i projektets tilblivelse – ikke nødvendigvis forstået som store konflikter, men større eller mindre forhold om hvilke man har været enige om at være uenige. Kan du, til at starte med, sige en lille smule om dig selv og din rolle i projektet 8-tallet?

OEL: Jeg er uddannet i 2000 fra Århusskolen og startede ved Plot for 8 år siden. Startede faktisk på VM-husene, hvor jeg var ny selvfølgelig, og har så bevæget mig op og endte på 8-tallet. Det er nok ca. fem år siden vi startede på det, i 2006. Vi delte det op på den måde, at vi havde en projekteringsleder og tre sagsarkitekter hvoraf jeg var den ene og havde med planer og konstruktioner at gøre, så alle lejlighedsplaner har jeg haft ansvaret for. Strukturen i byggeriet har jeg haft ansvaret for, jeg har ikke siddet med hele formgivningen, det er Thomas Christoffersen og Bjarke [Ingels]der er designansvarlige, men det næste led: når man skal til at finde ud ad hvad det er for systemer vi kører med, hvordan bygger vi det op, hvordan får vi en god måde at bygge det op på så det ikke bliver for besværligt, og så er der jo stadig rigtig meget design i det, at få nogle lejligheder ud af en struktur, at få hele systemet med. Man kan sige, at der hvor jeg sad, det er ligesom som den knap så kreative, men mere den der får det lagt ned, får det til at hænge sammen. Det hele er jo ét stort designobjekt, men der sidder nogle der er rent designere og så nogen, som prøver at få det til at hænge sammen også.

JB: Hvem tog initiativ til projektet og på hvilket grundlag?

OEL: Det var Per Høpfner pga. af de andre sager.

JB: Så hvordan blev jeres rolle defineret? Var det fordi I har været med i VM-husene og -Bjerget?

OEL: Ja, det var et bestillingsarbejde. De sagde: ’Vi har en ny grund. Der skal bygges 60.000m², vil I tegne det?’

MH: Var det Høpfner som var initiativtagare till både VM-husene och -Bjerget?

OEL: Ja, og så samler han pengemændene. Han har ikke pengene selv, men han er ligesom projektudvikler af det hele.

MH: Och det är St. Frederikslund, som har investeret i det?

OEL: Ja, St. Frederikslund [Holding]. Og Axel Frederiksen har også været med i det, han har været med i VM-husene og Bjerget. De havde begge to rigtig mange penge indtil for nyligt.

MH: Hur fick Big eller Plot uppdraget?

OEL: I sin tid? Det var til en fest. Per Høpfner stod og pissede ude i haven ved siden af David Zahle, som også stod og tissede. Og så den der: ’hvad laver du og hvad laver du?’:

”Jeg er udvikler.”

”Nå, men jeg er arkitekt.”

”Kender du nogle gode unge arkitekter?”

”Ja, jeg kender Bjarke.”

Og så tog han ned til Bjarke – dengang var der vist tre mand på tegnestuen – og sagde: ”Jeg har hørt I skulle være skide dygtige.” Og så gik de egentlig i gang derfra. Vi havde kun V-huset til at starte med, det var det første projekt.

JB: Det er en god historie.

OEL: Ja, fuldstændig. Han kunne godt se, at Bjarke og Julien [De Smedt] havde lavet nogle konkurrencer på det tidspunkt, så han kunne godt se at de kunne et eller andet, men derfra og så til at tro på de kunne lave et 24.000 kr/m² salgsobjekt…

MH: Och då fanns det inte mycket bebyggelse i Ørestaden?

OEL: Nej, vi var de første der lavede bebeoelse derude – nej, jeg tror Arkitema havde et derude før os, men der var ingenting derude, det var en totalt spøgelsesby.

JB: Kan du sige lidt om hvilke aktører og samarbejdspartnere, der har været involveret i projektet? Hvad har relationerne imellem dem været og hvordan er de blevet fastlagt?

OEL: Det er igen lidt det med at gå tilbage og sige hvordan man prøver at lave et projekt, ikke? Det er meget det med partnering – vi gør det ikke, men sådan er det et eller andet sted fordi vi kender hinanden. Ingeniørerne har været med på de to andre, så derfor var Moe & Brødsgaard udvalgt og vi var udvalgt og vi havde selvfølgelig Høpfner som værende vores bygherre. Så på den måde kendte vi hinanden og bare dermed har vi ligesom sådan en organistionsform som gør at vi stoler på hinanden. Så de tre der, de er rigtig gode sammen. Og så havde vi noget der er rigtig godt og det er i partneringen, der gør du det, at du går faktisk ud og kontakter din entreprenør meget tidligt og får dem til at sidde sammen med dig når du sidder og tegner – vores var ikke en rigtig partnering, men fordi vi kendte hinanden, vi vidste godt at det var Beton-Bente oppe fra Nordjylland der skulle bygge det, så tog vi hende ind med det samme. Og Karsten Vang fra HB Trapper, han var også inde med det samme, så vi fik ham til at sidde og sige: det her det er en god ide og det er fem procent dyrere end andet betonbyggeri fordi vi skulle lave så mange koter. Men at have dem siddende med, det var altså virkelig, virkelig vigtigt.

MH: När du säger, att ’vi’ tog in den betongarbetaren, vem är ’vi’ då?

OEL: Det er os og Høpfner. Det er Høpfner der ligesom siger ’vi bruger de samme’. Det er selvfølgelig også fordi de skal i konkurrence med hinanden, men ellers er det – når man sådan ser tilbage på hvordan det er godt med nogle sager, så må man sige, at priserne har været gode og de har været gode til at opfylde deres rolle, så derfor bruger vi de samme. Derfor har vi kendt de vigstigste aktører helt fra starten og det har været afgørende.

JB: Hvordan er de forskellige samarbejder eller distributionen af ansvarsområder blevet fastlagt? Har I udarbejdet et diagram, som på et overordnet plan viser hvem der står for hvad?

OEL: Ikke sådan diagrammæsigt, men som bygherre, der har du jo suverænt det største ansvar, selvom man tit tror det er rådgiverne, ikke. Altså de træffer mange beslutninger. Men ellers så er det os, altså vi var jo også projekteringsledere. Det kan man også se her bagefter, når sagerne begynder at køre er det os de spørger først. Og det er altså os der sidder for bordenden til rigtig meget, synes jeg.

JB: Den organisering, er den blevet bestemt af jer og Høpfner?

OEL: Ja, men igen, man forhandler altid lige i starten… Nå, der kommer Bo, lige to sekunder. Hej Bo… [Ole hilser på en person der netop er kommet ind] Det er faktisk et meget godt billede – han er entreprenør på det nye projekt. Jeg tror tit vi har sådan et forhold til hinanden, at vi er ret gode venner. I stedet for, at det starter med du ligesom sidder og er ret alvorlig og du begynder at tænke hvor man ender henne, i hvilken retsag, så tror jeg egentlig vi starter med at have enorm tillid til hinanden. Hvis man ikke har det, så duer det ikke rigtigt. Så vi har en stor indflydelse på hvem vi arbejder med.

MH: Det måste vare lite av en lyx att ha den friheten. Att det inte bara är pengarna som styr!?

OEL: Ja, det er det også. Men det er altid pengene. Høpfner gør det også for pengenes skyld. Alt er udbydt i fagenterprise, så på den måde er det også en måde at give folk ejerskab på. Det gælder også myndighederne. Vi har også fået enorm mange dispensationer i det her og det er fordi de har fået ejerskab, de er kommet med meget tidligt og har lov til at være med.

MH: Jeg läste på Høpfners hemsida, att de sätter arkitekturen först. Att det er extremt viktigt för dem.

OEL: Man kan  sætte det op mod andre byggerier og se, at  vi bygger betydeligt billigere end andre og det er der en årsag til. Hele forløbet kører mere smooth.

JB: Det lyder som I var meget klar over hvordan det skulle organiseres og hvem der skulle være med. Var der nogle overvejelser undervejs om at organisere det på en anden måde eller var der ændringer i organisationen?

OEL: Nej, men der er altid nogen som kommer ind for der er så mange til sidst.

MH: Men inga huvudaktörer?

OEL: Nej, jeg tænker mere på entreprenører, men det kommer an på hvordan man deler det op. Hvis man på den ene side har entreprenørerne og på den anden rådgiverne, så har vi på rådgiversiden det samme hold – nej, faktisk tog vi senere en akustiker ind. Vi manglede en akustiker lige pludselig, men det var den eneste på rådgiverteamet der var ny, ellers var der ingen udskiftning.

JB: Så tror vi vil spørge lidt om hvordan man organiserer flowet af informationer. Hvordan blev information delt mellem de forskellige aktører og hvem stod for det?

OEL: Det er meget disciplineret. Der er projekteringsmøder én gang om ugen, hvor der bliver lavet referat.

JB: Hvem laver det referat?

OEL: Det gør vi, det gør projekteringslederen og det var os. Jeg sad tit og skrev, i starten i hvert fald. De referater, de er enormt afgørende, det er afgørende at alle får dem sendt rundt i systemet. Der må være en klar kommandovej. Jeg synes der var mere internt, man kan sige, at der er tredive arkitekter, der skal tegne efter samme taktstok og ingeniøren skulle også tegne efter det samme. Da vi overvejede hvad det her skulle blive for et byggeri havde vi nogle dage sammen, hvor vi tog ud og kørte go-kart og dermed havde noget sammen der ligesom kunne præge os og hvor vi talte om hvordan vi skulle arbejde sammen. Selvom det måske virker sådan lidt, det er lidt spild af tid også, men det er nok meget godt. Vi sidder og mangler det i vores nye projekt lige nu. Der kan man godt mærke, at vi mangler en fælles ånd i det her. Vi mangler at have samme mål og samme arbejdsindsats. Det er tit det arkitekter brokker sig over: vi tegner alt, alt for meget.

JB: Og der bruger I nogle gange sociale begivenheder?

OEL: Ja, og det kommer vi også til at gøre i det næste, det gør vi. Vi skal samle holdet, også rent åndsmæssigt.

JB: Og man kan mærke, at det virker?

OEL: Det synes jeg man kan, til sidst synes jeg godt man kan. Man kan se det på resultatet, vi er alle sammen stolte over det vi har lavet. Og vi gør det to-tre gange i løbet af sådan en lang proces.

MH: Det är väl inte alltid så att arkitekten är projektledare, är det annorlunda om någon annan är projektledare? Om ingenjören exempelvis är det? Har det påverkat projektet?

OEL: Helt sikkert, vi vil altid forsøge at få projekteringsledelsen og det har Høpfner sagt ok til, at vi var. Jeg har været med på projekter hvor ingeniørerne har været projekteringsledere og det er en hel anden proces. Meget mere besværligt synes jeg, men det har måske at gøre med  på hvilken side af bordet man sidder.

JB: Du nævnte referaterne fra møderne, hvilke typer information blev gjort tilgængelig for alle?

OEL: Vi uploadede til Byggeweb en gang om ugen. Det er en stor fælles server hvor vi lægger tegninger op på store projekter. Det gør også, at du kan fralægge dig ansvaret for, at alle har set tegningerne, du skal bare sørge for at lægge tegningerne op og så er det op til alle at downloade dem. Og det gør at alle selv er ansvarlige for at modtage information, du skal virkelig bare have styr på at få det lagt op og have tegningerne i de rigtige lag.

JB: Så der er en særlig måde man altid tegner på?

OEL: Ja, vi tegner altid i forskellige lag, så der kan tændes og slukkes for dem og de andre kan bruge dem til det de skal bruge dem til.

JB: Tegner de så videre på de samme tegninger?

OEL: De bruger vores tegninger som underlagstegninger, så vvs og el-installationer bliver tegnet ind med vores tegninger liggende under. Hele det flow med tegningsinformationer, det er enormt vigtigt, at det kører. Det er sindssygt vigtigt.

MH: Vem är ansvarig för det?

OEL: Man har én på hvert hold og så er der én, som er administrator og tildeler roller ift. hvad de forskellige må inde på Byggeweb.

JB: Så I bruger det som et slags bim-værktøj, hvor I deler information og folk skriver på de samme filer?

OEL: Nej, egentlig ikke. Vi kunne lige så godt sende tegningerne på mail, de bliver bare brugt som underlag, vi deler ikke model.

JB: Du nævnte kort Revit da vi kom, har I brugt nogle værktøjer på den måde?

OEL: Vi har brugt Rhino og 3D-AutoCad til at finde ud af hvor vi slår hovedet imod og det gjorde ingeniørerne også, men det virkede aldrig rigtigt. Det bedste vi kunne gøre, når man taler om at sammenstille projektet, det var at tage alle ingeniørtegningerne, alle opstalter, og så kiggede vi på om de havde tegnet rigtigt. Arkitekter føler tit, at vi har mere styr på det end de andre, så derfor bliver der et stor arbejde med at granske de andres arbejde. Vi lavede en virkelig ihærdig granskning, tror jeg sad i en måned og kiggede på ingeniørernes tegninger og det bruger vi normalt to dage på, men det hjalp rigtig meget. Man kunne nok gøre det på en digital måde, men vi vores måde var at sidde med tegningerne på papiret og se om det hele var gjort rigtigt.

JB: Har I tænkt på om det kunne gøres mere effektivt, om I vil gøre det på en anden måde i fremtiden?

OEL: Jeg tror vi er lidt gammeldags på den digitale front. Man kan se, at der hvor designet rigtig kom i mål i det her projekt, det var på excel-ark fordi det handlede så meget om stigninger og niveauforskelle. Det var ét stort excel-ark. Der var selvfølgelig også blikket udefra – er den flot eller ej? Men meget er lavet på excel-ark, der laver hele kalkulationen hvordan forløbene skulle stige. Jeg tror selv man skal opfinde sine metoder. Bag en tegning ligger fire tegninger vi tegner efter, som flåder der fortæller hvordan vi skal kvotere ting. Jeg tror vi gjorde det på den rigtige måde, det er i hvert fald bevist her bagefter, at vi har ikke lavet fejl. Men vi har lavet andre fejl, konstruktionsfejl. Situationsmæssigt, der tror jeg det kunne være godt at lave noget, for der er der gået pissemeget galt, så der tror jeg man kunne have lavet noget bim-værk.

JB: Var der nogle typer information, der ikke var tilgængeligt for alle?

OEL: Nogle få ting. Der er noget entreprenørerne ikke skal vide, hvis der var nogle target-priser og de skulle ikke se budgettet og sådan noget. Men ellers var der ikke noget hemmeligt, alt var tilgængeligt.

JB: Hvem var ansvarlig for økonomien?

OEL: I det her projekt gjorde vi det sammen med Høpfner. Vi leverede tal til dem og så stod de for budgettet. Normalt har vi budgetansvar frem til projektforslaget. Det gik godt, budgettet så pænt ud. Vi er gået lidt over her til sidst, vi troede det skulle ende på 10,4 og vi endte på 11, men når vi er nede i det prisleje så er det nogle rigtig gode priser. Det kunne godt være vi kunne presse det lidt længere, men de bruger nogle gode materialer derude.

JB: I den lille video I har lagt ud på hjemmesiden siger Bjarke noget i retning af, at hvor intet er, er alt muligt. Hvordan har I forholdt jer til en kontekst som Ørestad Syd?

OEL: Det er nok som han siger, der er jo ikke så meget at forholde sig til. Vi havde fået en bar mark og var de første til at angive hvad vi gerne ville med den her bydel. Der var store tanker med Ørestad og med de andre projekter syntes vi, at vi leverede noget godt derudtil. Så vi har ikke virkelig gået og følt på stedet. Tanken med 8-tallet har været at tage byens inventar og hive det med op, at lave et stisystem der kører med op i beboelsen og der syntes vi, at vi havde fat i den lange ende. Vi gjorde det til et offentligt byggeri med meget mere nærvær, hvor man kan holde gadefest og børnene kan lege ud på gaden. Det kan du sgu ikke i mange af de andre hvor der bare står ti etager ovenpå hinanden. Spørgsmålet er lidt hvor følsomme vi var og det er vi som sådan ikke.

MH: Var det några speciella delar som som var med från början av projektet som har förändrats under projekteringen?

OEL: Ja, det er én stor bevægelse. Når Bjarke er med derude får jeg tit skældud fordi det hele er jo blevet udviklet og noget af det vi får lavet går godt, noget går knap så godt. Vi kan simpelthen ikke nå at analysere alt, så meget bliver taget på stedet. Tre dage før vi skulle aflevere hovedprojektet, der rev vi facaderne og alle altanerne af hele projektet og så startede vi forfra. Vi var ikke tilfredse. Det var ikke for egen lomme, men det var tæt på.

MH: Det skulle också ha vart ett torn?

OEL: Ja, det var det eneste vi kunne skære bort da det hele begyndte at gå skidt og vi kunne spare 50 millioner bare ved at droppe det.

JB: Var der også programmatiske ting I ændrede?

OEL: Nej, ikke programmatiske, men da hele økonomien gik skidt i Danmark blev erhvervsdelen sat i spil: skulle der tegnes kollegieboliger eller ældreboliger i stedet? Det var noget vi lavede nogle forsøg med, men det var rent økonomiske overvejelser fra bygherresiden og da det viste sig, at der ikke rigtig var nogen gevinst ved det, endte det med at blive som vi har tegnet det med erhverv. Og det var faktisk en meget god idé for nu er de begyndt at flytte ind derude.

JB: Du snakkede om, at det var vigtigt det blev et offentligt hus og jeg lagde mærke til derude, at der var sat et privat-skilt op på en af stierne. Er det noget beboerne selv bestemmer og hvor meget kan I finde på at blande jer i sådan noget?

OEL: Ja, hvad beboerne gør når de flytter ind, hvis de synes det er for åbent, så er det jo deres bolig. Så på den måde skal vi skabe noget der giver dem muligheder, men jeg tror ikke de ligefrem lukker stierne af. Det var der tale om på et tidspunkt, om vi skulle have porte for enden af stierne, men der begyndte Bjarke rigtig at deltage i det, for det ville jo være fuldstændig på tværs af hvad projektet handler om: en offentlig sti man kan gå op ad, nyde udsigten og gå ned igen, et sted hvor man mødes på vejen. Så ja, vi kan godt finde på at blande os i alt den slags, men det må også ligesom optages i systemet derude.

MH: I de forändringer som har skett, är det Høpfner som har bestämt? Är det pengarna som bestämmer?

OEL: Ja, helt sikkert. Tårnet f.eks. og vi havde græs på taget, som på et tidspunkt blev ændret til kun at dække de synlige overflader, der hvor du står nede ved caféen. Det var vi meget imod, men når du står op imod en presset bygherre der ikke har så mange penge tilbage, så har du ikke så meget at gøre. Det er dem der har det sidste ord.

JB: Hvordan blev ændringerne distribueret til de der blev berørt af dem?

OEL: Vi plejer at være ret large overfor hinanden, så hvis vi skal omprojektere så plejer vi ikke at tage penge for det. Vi har lidt en gentleman-aftale, hvis noget skal laves om som vi har tegnet for lang tid siden tager vi penge for det, men ellers gør vi ikke.

JB: Du sagde I var omkring tredive arkitekter på projektet, holdt I ofte møder med hele gruppen og var I delt i mindre hold med forskellige ansvarsområder?

OEL: Vi havde et ugentligt fællesmøde hvor hver fortalte hvad de lavede og hvordan det gik. Det tager måske halvanden time. Og vi havde nogle hold, der hver havde ansvaret for forskellige ting. Der er nok nemmere på en tegnestue end på skolen at organisere det. Vi har ikke et særligt højt hierarki, men alligevel, når du trykker på knappen så rejser der sig et hierarki. Det er ti gange nemmere hvis du har en rolle der er defineret fra starten.

JB: Hvad var de største problemer eller overraskelser undervejs?

OEL: Det er når man kommer derud bagefter og ser nogle af de detaljer vi har lavet, det kan jo gøre helt ondt. Specielt i facaden synes jeg der er nogle ting, som ikke skulle være tegnet som de er blevet og det tror jeg vi alle er enige om herinde. Bjarke er enormt ærgerlig over det også. F.eks. på de trekantede altaner er der nogle beslag som stikker ud i facaden, der er nogle fuger og nogle ret store spring. Desuden har jeg lavet en kæmpe brøler i vores ovenlys, som er kommet til at ligne sådan en indgangsportal til Silvan. Det var noget helt andet i starten, men i kampens hede blev vi nødt til at lave det om til sidst fordi det blev for dyrt, så det er blevet til sådan en kuppel der er sindssygt grim, men når det først står kan man ikke gøre noget, medmindre vi selv vil lægge de 200.000 kr. Sådanne ting kan gøre ondt, men jeg synes bare der er tre ting der er gået galt: beslag til altanerne, ovenlyset og havevæggene. Vi havde 20.000 til hver havevæg, så man kan godt forstå de endte som de gjorde. På den måde manglede der et løft, som ville gøre det til et bedre projekt og det kan man blive gal eller ærgerlig over, men på den anden side, når jeg går rundt derude er jeg glad for projektet og det er vi alle sammen, men der er jo altid noget der kunne have været anderledes.

JB: Har der været uenigheder omkring mål og midler?

OEL: Nej, det synes jeg ikke.

JB: Så der har ikke været noget sted hvor I har måttet erkende, at I var uenige?

OEL: Jo jo, hele tiden. Det er hele tiden en kamp mellem hvad vi ønsker og hvad de ønsker, men det har ikke været sådan, at vi ville gå i to retninger.

JB: Hvordan løser man de situationer?

OEL: Fra arkitektens side er det meget med at overbevise dem om hvad der er det rigtige. F.eks. vores fællesrum i midten, det var svinedyrt at lave og det kunne bygherren ikke forstå. De tænker, at sådan et rum der normalt ville ligge nede i kælderen, hvorfor putter vi penge i det? Der er bygget nogle kæmpe modeller for at forklare det. Det er for mørkt til lejligheder så vi kunne lave det her vertikale fællesrum med en fantastisk trappe. Der var lidt et ønske om at få lavet det her rum og vi synes det ligger det rigtige sted i byggeriet. Det kommer til at lyde lidt naivt, men det er en lang diskussion om, at vi faktisk ønsker det fordi vi synes det er fedt, og det samme med stierne, at det er vigtigt for byggeriet der er noget andet end bare nogle lejligheder. Det er en slags by vi bygger og der skal være noget indhold udover de lejligheder og det kunne de også godt forstå. Vi fik også lagt de granitsten på stien. Til allersidst fik vi dem overtalt til at lægge tre millioner ekstra til de sten fordi de løfter projektet og man får en skala ind som er anderledes.

JB: De minder om stierne i Rio

OEL: Ja, det gør de. Bjarke var også derovre. Men man kan på den måde godt overbevise dem og de kan omvendt overbevise os.

MH: Nu när byggnaden snart är färdigställd, kommer ni då att finnas med om något skall byggas om eller fixas till?

OEL: Vi er faktisk færdige nu. Men der er masse ting der kører og nu tales der om, at caféen måske skal laves om. Det var det eneste vi ikke fik lov til at tegne, fordi der var en restauratør der selv indrettede den. Nu er der så kommet en ny restauratør til og de synes det er mærkeligt, at det ikke er BIG, som har lavet det. Vi designede faktisk  også en stol til byggeriet, som ikke er blevet brugt. Hvis sådan en sag kommer til at køre så er det jo en ny sag, som vi ville tage penge for.

JB: Du talte om, at byggeriet er som en by og det virker som om det har været vigtigt for jer at opnå en mangfoldighed i brugere og beboere. Kan du sige lidt om det og om hvilke typer mennesker der kommer til at bruge og bebo huset?

OEL: Segmentet er helt klart. Det er små lejligheder, så segmentet var studerende, singler og fraskilte og så var der måske 10-20% af boligerne der er store nok til at man har to børn. Så det var spredt ud over en stor flok, men vigtigst af alt var en billig leje og det kan man også se på priserne nu. De er nede i 23.000 kr/m² og det gør jo, at du åbner døren for rigtig mange derude. Jeg glæder mig til at se befolkningssammensætningen derude til sidst, men indtil videre er det stærke mennesker der er flyttet ind. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men ejendomsmægleren siger det er prisen der bestemmer også i langt højere grad end arkitekturen, hvilket er i modstrid med det første interview, som blev lavet med folk der var flyttet ind.

JB: Det må da også betyde noget, det er jo temmelig langt væk fra byen og en særlig måde at bo på. Det er vel det som er intentionen?

OEL: Det må det være. Jeg tror man skal lave nogle analyser på et senere tidspunkt hvor folk er flyttet ind om hvordan de forholder sig til det. Men for os er det bygherren der sætter krav til størrelsen af lejligheder. Vi har et gennemsnit på omkring 100 m² pr. lejlighed, men jeg tror ikke det bygger på særlig dybdegående analyser fra hans side, jeg tror bare han har set, at det ikke skal være store dyre lejligheder der ikke kan sælges. Og det er da rigtigt set af ham, det skal være småt og billigt.

MH: Använde ni några innovativa produkter, material eller tillverkningsmetoder?

OEL: Det tror jeg alle projekter har et eller andet sted. Stiopbygningen har været svær for du har nogen der bor nedenunder, du har en masse lyd og du har vandet. Men alle projekter indeholder innovation et eller andet sted, for du skal jo løse ting, som ikke er løst før. Man kan godt gå ind og finde nogle eksempler på hvordan man kan løse en tagterrasse man kan bo nedenunder, men  at lave sådan en sti oven på et hus, det er en virkelig svær projekteringsopgave. Så den synes jeg har krævet rigtig meget.

Nogle af snittene har været sindssygt svære, selvom når de først er lavet tænker man måske, at de ikke har været så svære. Men det handler om, at der skal være niveaufri adgang til alle 476 lejligheder. Hvordan får man lavet det med en sti, som skal sno sig op. Det er svært at sige noget om det innovative, fordi jeg synes det omhandler alt hvad vi laver hele tiden. Hvis det innovative handler om at genopfinde eller nytænke en eller anden ting så synes jeg hele tiden vi sidder med det. Det tror jeg gælder alle tegnestuer. F.eks. der hvor vores erhvervsfacade kører op og bliver til glasværn oppe på stien. Man er nødt til hele tiden at opfinde, men jeg har svært ved det innovative for bare det, at man taler om arkitektur, så er alt hvad vi gør jo innovativt. Det handler om at opfinde en ting man synes er fantastisk. Jeg tror Bjarke kunne sige rigtig meget om hvordan projektet er innovativt, hvordan det er opfundet, men jeg synes, at i dagligdagen skal man hele tiden lave et lille program for sig selv om hvordan man kan udvikle ting. Det kunne være lige fra hvordan vores excel-ark er udviklet så de er let aflæselige. Det vigtigste er at kunne videreformidle. At sende budskabet videre er næsten det mest innovative, altså hvordan man fortæller noget til andre på en let måde. Det er svært. Så jeg synes der lå en kæmpe udfordring i hele tegningens sprogbrug, for folk ikke skulle løbe skrigende bort.

JB: Det er interessant og nu bevæger du dig måske lidt henimod de sidste ting vi vil spørge om. Kan du sige lidt om tegnestuens professionelle ambitioner og hvad I gerne vil opnå? Er der nogle særlige værdier eller retningslinjer tilknyttet tegnestuen, som spiller ind i et projekt som det her?

OEL: Hmm…

JB: Jeg tænker f.eks. på et ofte gengivet citat fra BIG, der lyder ”in all our actions we try to move the focus from the little details to the BIG picture”. Er det, udover selvfølgelig at være et pun på navnet, en filosofi I tænker over?

OEL: Ikke når vi sidder nede ved bordene, det er det ikke. Vores projekter er hver deres egne, vi har ikke sådan en rød tråd gennem vores byggerier. Hos de gamle arkitekter kunne man ligesom se hvem der havde tegnet, sådan synes jeg ikke det er her. Det er lidt en cellestruktur herinde, vi sidder i små grupper og jeg ved ikke nødvendigvis hvad de laver derovre i hjørnet.

JB: Men oftest kan man da godt kende et BIG-projekt.

OEL: Ja, det kan man også. Bjarke er jo med i det hele, så på den måde har vi en markant byggeristil. Noget af det vi er gode til, og noget som der nogle gange bliver grint lidt af, det er, at vi er gode til at genbruge vores egne ting. Hvis vi har opfundet noget på et tidspunkt, så genbruger vi det gerne i et andet projekt fordi vi synes det var godt fundet på. Vi ser på om ting kan komme i spil andre steder og det ret stærkt synes jeg. Branchen kan let blive lidt snobbet og man må helst ikke genbruge ting – det må man godt, synes jeg, hvis det ser godt ud og er godt fundet på. F.eks. den koncertsal vi lavede i Stavanger. Den havde nogle trapper med lys imellem der lå som pandekager ovenpå hinanden, den har vi brugt flere gange og har forsøgt at udvikle det. Lige nu bruger vi ofte store cirkelslag, jeg ved ikke om det er genbrug, men altså der skal være en god historie. Hvis der er noget man kan sige om BIG, så er det, at man skal kunne aflæse bygningen som værende en ting, der kan noget. 8-tallet har stierne man kan gå op ad, Bjerget har reminiscenser fra haven, du kan tage dine haveredskaber med op og VM-huset handler meget om udsyn.  Det behøver ikke være verdens længste eller klogeste historie, bare du får den med.

JB: Noget af det I ofte bliver rost for, det er evnen til at kommunikere og når man ser på projekterne er der tit en lille video eller nogle tegninger som simple diagrammer over en form der bliver forandret på en eller anden måde. Er det noget der er styrende i processen, det virker som I tager meget udgangspunkt i ´den gode idé’?

OEL: Ja, det er en meget pragmatisk måde vi bygger projekter op på. Hvis du ser på videoen til 8-tallet, hvor vi trækker, presser og hiver. Det er fordi vi har villet give folk udsigt, presse caféen ned så der kommer sol i gården, hive erhvervsdelen op så der kommer lejligheder højere oppe og det giver til sidst en form. Selvfølgelig har vi så også set på det udefra, om det er flot, men redskaberne er vigtigere end den endelige form.

JB: Det kunne jo også fremstå som en efterrationalisering der giver mulighed for at forklare projektet, men de her diagrammer er også meget styrende i processen?

OEL: De er helt sikkert enormt styrende og vi tager dem seriøst. Er der f.eks. en udsigt, som er vigtig, så retter vi bygningen efter den. Hvis der er et soldiagram eller nogle trafikforhold eller lignende, så tager vi dem seriøst. Krøllerne på projekterne bliver tit at vi har en masse diagrammer som vi til sidst samler i en form der prøver at forklare tre-fire moves på en simpel og nemt aflæselig måde. Det skal være nemt at læse. Arkitekter komplicerer tit tingene, det bliver tit noget med lag på lag på lag og så prøver man at skjule hvad det handler om for at gøre det så intellektuelt som muligt. Her er det meget mere rent og vi er ikke bange for at vise hvad det er for en idé der ligger bag. Den er tit ret simpel når man ser på diagrammerne og vi forsøger at vise den ret straight. Det gør effekten desto større.

JB: I er ret tro mod den oprindelige idé?

OEL: Ja, helt sikkert og det er derfor du kan få folk til at arbejde med den samme kurs. Fordi vi alle sammen kender historien. Jeg kom ret sent ind i processen på Bjerget, men det var det nemmeste projekt at tegne for vi havde omkring ti regler som vi alle sammen kendte.

JB: Her til sidst, hvad har været det mest interessante for dig i projektet?

OEL: Jeg tror faktisk det har været styringen. Fordi der har været så meget og fordi vi ville det så meget mere end de andre da vi har siddet med det så lang tid og det var så komplekst, folk kunne ikke umiddelbart træde ind i det. Vi havde rigtig meget styring med at få folk til at forstå projektet, få det fortalt. Sammen med Høpfner var vi rigtig gode til at lade folk forstå projektet, at inddrage dem i det. Det har været den sjoveste del, men måske er det bare fordi det også var den sidste del og jeg har glemt alt det andet. Jeg synes det var hårdt at tegne projektet, jeg synes det var pissehårdt. Jeg gik mange ture på Assistens Kirkegården hvor jeg var fuldstændig ’arrghh, hvad fanden skal vi gøre’. På 8-tallet var der så mange mennesker og så meget fokus. Det er altid sjovt når folk kommenterer på det og man får anmeldelser af det.